november 2014

Monthly Archive

Det sidste farvel til Iben

09 nov 2014 | : Foreningen

Lørdag d. 8. november blev Iben bisat fra Gylling kirke. Kirken var fyldt til bristepunktet, og mange måtte stå op. Der må have været mere end 200 mennesker. Christian Alvad havde reserveret pladser til Ibena-Koret bagest i kirken under orglet. Vi fik lov til at synge præludiet, og med Astrid som kor-leder gik det rigtig fint. Vi sang “Sovesang” med tekst af Halfdan Rasmussen og musikken var skrevet af Iben. Vi kom i god tid og fik lov til at låne den smukke konfirmandstue i præstegården til opvarmning. Vi nåede at øve sangen 2 gange inden ceremonien.

Både Christian Alvad og Vocabena-Koret gav et nummer i kirken. Præsten holdt en meget smuk og personlig tale. Vi sluttede med “Dejlig er jorden”.

Efter højtideligheden i kirken blev vi alle inviteret til kaffe på Eriksminde Efterskole, hvor Iben har været fast musiklærer gennem 20 år. Der var smukke og bevægende taler og Ibena-Koret sang to sange. “Let i grow” af Eric Clapton og “The times they are a’changing” af Bob Dylan.

DSC_0015

IMG_5762

IMG_5763

DSC_0010

IMG_5758

DSC_0008

 

Mindeord om Iben Alvad

02 nov 2014 | : Foreningen

Vi er 40 sangere i Ibena-Koret som alle vil savne vores uovertrufne korleder gennem 18 år.  Med energi og godt humør har Iben stået i spidsen for en flok sangglade amatører.  Enkeltvis kan vi korsangere ikke så meget, men Iben har med sine flotte kor-arrangementer skabt stor musik.

Iben AlvadKorets repertoire har gennem alle årene suverænt været Ibens valg.  Engelsk og amerikansk rockmusik lige fra Beatles og Elvis til Queen og Janis Joplin, og også gerne skønne letflydende popsange og danske og nordiske viser – glad musik. Iben har altid været ambitiøs med kor-arbejdet, og aldrig satte hun målepinden for lavt. Arrangementer med op til 12 stemmer har hun præsenteret for os, og hver gang vi troede, at NU blev det for kompliceret, så fik hun os igennem, og vi lærte at elske de vanskelige passager. Når tonerne blev helt rene og vi ramte den rigtige intonation, var glæden tydelig i Ibens ansigt, stemme og kropssprog. Hvis vi var lidt trætte og triste efter en lang dag på arbejde, så kunne en øveaften med Iben få trætheden til at forsvinde som dug for solen. Ibens aldrig svigtende energi, engagement og gode humør fik glæden ved at synge helt frem i forreste linje.

Sammen med de ambitiøse mål buldrede og larmede det store sociale fællesskab i koret. Vi elsker at snakke og feste sammen med Iben, og de to faste årlige koncerter  har gennem alle årene været de festlige højdepunkter for koret.  Ibens åbenhed og gæstfrihed nød vi godt af i mange år, hvor forårsfesten blev holdt hjemme i Ibens have.  Koncerterne med musikledsagelse af vores faste, trofaste musikere gav os også mulighed for at møde og synge sammen med Ibens sangelever både ”gamle” og nye.

Ibena-Koret har mistet sin skaber og sit omdrejningspunkt, men vi lever stadig. Koret er fast sammentømret, og vi elsker at synge sammen. Ibens helt særlige og utraditionelle tilgang til korsang vil vi forsøge at bære videre i Ibena-Koret.

Iben vil være i vore hjerter altid.

Begravelsen  finder sted i Gylling Kirke lørdag d. 8/11 kl. 13

Mindeordene er skrevet af Nina på vegne af hele Ibena-Koret